21.11 Kl. 21.00
Aleksi Perälä (FI) x CPH:DOX
Xenon
Køb billet (Ny dato)
CPH:DOX og HUSET-KBH præsenterer den eksperimenterende techno artist Aleksi Perala, som en del af koncertserien AUDIO:VISUALS. En særlig aften med visuals fra Alice Topsøe-Jensen, support fra Deb Foam og DJ-set fra Pernille Krog Mogensen.
 
Finske Aleksi Perala har produceret og skabt elektronisk musik i over 20 år og har imponerende 35 udgivelser bag sig.
 
Perälä startede sin musikalske karriere med at spille klaver i syv år. Herfra udsprang hans store interesse for synthesizere og elektronisk musik, hvorefter klaveret blev lagt til side for altid. Synthesizeren blev begyndelsen til Peräläs eksperimenterende tilgang til det elektroniske musikunivers og også grundstenen for hans komplekse opfattelse af toner, skalaer og komposition.
 
Aleksi Peräläs seneste albums udforsker en spirituel side af techno-genren. I disse udgivelser udforskes ‘The Colundi Sequence’ – en musikskala han i samarbejde med Grant Wilson-Claridge (medgrundlægger af Rephlex Records) har udviklet.
Musikskalaen adskiller sig fra den skala musikere normalt komponerer musik ud fra. The Colundi Sequence består af hele 128 frekvenser udvalgt af Perälä selv med udgangspunkt i eksperimenter og filosofi, der relaterer sig til menneskelig bio-resonans, psykologi, traditionel mystik eller tro.
 
Med andre ord venter der med denne aften på Xenon publikum en anderledes oplevelse, hvor det er muligt både at blive musikalsk beriget og udfordret på samme tid.
 
Koncerten er en del af CPH:DOX og deres AUDIO:VISUALS koncertserie, der tilbyder en unik performativ oplevelse hvor visuelle udtryk møder musik.

SUPPORT: DEB FOAM

Tung, voldsom og introspektiv industrial techno, funderet på aggressiv bas og tunge beats, hvor hverdagens trængsler rives fra hinanden. I april 2019 udgav Deb Foam sin debut-EP ‘Cleanse’. Gennem fire numre med glas-splintrende højder og rystende nedture, udforskes følelser af hjertesorg, raseri og kaos i dets fulde omfang, og en dybt personlig verden bliver åbenbaret.

VISUALS: ALICE TOPSØE-JENSEN

Alice Topsøe-Jensen bidrager med en ekstra dimension til Aleksi Peralas koncert med sine tankevækkende visuals. Alice går på andet år på Det Kongelige Danske Kunstakademi og har lavet lys- og videoinstallationer på bl.a. Roskilde Festival, i DR Koncerthuset og på Lost Lands Festival. Hun arbejder især med brug af 3D-animation, projektor og live video mixing.

Oftest har manipulerede avatarer fundet på nettet båret fortællingen og andre gange været omdrejningspunktet for hendes arbejde. Topsøe-Jensen er optaget af andetgørelse, angst, sindslidelser og psykiatrien som system. Situationer bliver formidlet gennem en klinisk sci-fi-mac-pro-hospitals-æstetik, og blikket er for nyligt vendt fra patienten til omsorgsmedarbejderen.

I værket Activate Energy bliver denne relation undersøgt via sociale medier. Ved hjælp af fortællingen om to maskiner der omdanner følelser til strøm, afsøger Topsøe-Jensen samfundets forhold til det feminiserede affektive arbejde, det vedligeholdende arbejde, og andet arbejde der ikke er værdsat på samme måde som det skabende. Topsøe-Jensen er således optaget af vores (både maskiner og menneskers) forhold til hinanden på sociale medier og vores akutte behov for at skrige ind i det (formodede) tomme hul, der udgør internettet.

Se hendes arbejde her:

https://www.instagram.com/alicetopsoe/
https://vimeo.com/user51444142

DJ: PERNILLE KROG MOGENSEN
Pernille Krog Mogensen står for den perfekte optakt til Aleksi Peräläs koncert og sætter efterfesten igang.
Som musikchef på den elektroniske musikfestival Strøm i næsten et årti, som DJ på klubber som Tresor og Culture Box og som vært på programmet Mango Drive på Heartbeats Radio er Pernille ekspert i den elektroniske musikscene. Hendes entusiastiske support af særligt den elektroniske vækstlagsscene har uden tvivl været medvirkende til at positionere scenen dér, hvor den er i dag.

Tjek hendes tidligere DJ-sets ud her: https://soundcloud.com/persille

21.11 Kl. 22.00 / Dør Kl. 21.00
Aleksi Perälä (FI) x CPH:DOX
Xenon