21.05 Kl. 20.00
Lydkollektivet Newclear & Jakob Steen | Xenon Residency
Xenon

Til denne Xenon Residency inviterer Lydkollektivet NEWCLEAR og billedkunsteren Jakob Steen ind i deres univers, hvor de undersøger mødet mellem Natur og Kultur!

▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄
I et kunstnerisk møde mellem farver, form og lyd, vil billedkunstner Jakob Steen og Lydkollektivet Newclear undersøge og udtrykke deres oplevelse af naturen og den menneskelige kulturs forgreninger og sammenfiltring med hinanden. Xenon inviterer alle ind til et skabende værksted mellem lyd og billeder – en kulmination på en uges residency på Xenon hvor de fire kunstnere har arbejdet og inspireret hinanden.

Den gensidige inspiration er udgangspunktet for mødet mellem de fire, som indledningsvist mødtes, da Lydkollektivet NEWCLEAR skabte deres debut-EP, ‘Boelger’. En samling af sci-fi og psykedeliske instrumentale landskaber, der omkranser vokale fortællinger om vores forhold til det at leve og dø, og som Jakob Steen skabte video til.

Dette møde var, for de involverede, så stærkt, at de nu har besluttet sig for at mødes igen. Denne gang i en uge, hvor lydkollektivet har samlet inspiration i naturens møde med civilisationen, mens Jakob Steen bl.a. har været i Sydamerika og Spanien og skabt malerier.

De tre musikere i Lydkollektivet NEWCLEAR har i over ti år arbejdet sammen i adskillige musikalske projekter, som eksempelvis den DMA-vindende gruppe Travelling Tribes. De har skabt radiospil, lydinstallationer, installationskoncerter og filmmusik sammen. I 2017 gik de tre musikere sammen i NEWCLEAR i ønsket om at skabe ny musik, der fokuserer på trancen i et set-up, hvor alle tre musikere er forbundet elektronisk, og er nu igang med en mere antropologisk tilgang, med et ønske om at arbejde med menneskets møde med naturen gennem lyd. NEWCLEAR er kendetegnet ved en nysgerrighed for lydæstetikker og eksperimenteren med stemninger og en fordybelse i repetitive mønstre og minimalistiske tonerækker. Kollektivet består af musikerne Anders Filipsen, Victor Dybbroe og Emil Jensen, der bl.a. er kendt fra grupper som Travelling Tribes, Girls in Airports og The Black Nothing. Jakob Steen er en eksperimenterende visuel kunstner, der arbejder på tværs af forskellige kunstneriske udtryk og medier. Jakob Steens arbejde ligger i feltet mellem figurativ og abstrakt maleri og hvor kontakten er etableret mellem den fysiske ramme og en kosmisk energi, der er indlejret i hans kunst. I sin kunstneriske praksis undersøger Jakob Steen erindringens materialitet. Hans malerier eskalerer i ekspressive og sfæriske farve-nuancer med en sansende metodik.

Xenon Residency er et takeover hvor kunstnere og musikere modtager nøglerne til Xenon på 4. sal i HUSET en uges tid inden deres show, for at skabe en unik tværkunstnerisk oplevelse. Deres residency er en mulighed for at blande kunstinstallationer, scenografi, visuals, lyddesign, dans og andre kulturelle udtryk med musik. På den måde er formålet at udvide rammerne for den traditionelle koncertoplevelse og give kunstnerne tid til at skabe events, der ikke passer ind i en typisk musikproduktion.

21.05 Kl. 21.00 / Dør Kl. 20.00
Lydkollektivet Newclear & Jakob Steen | Xenon Residency
Xenon