07.07 Kl. 20.00
Nausia + Smag På Dig Selv
Xenon

Glæd jer til en eklektisk blanding af krautrock, spirituel jazz, techno og drum’n’bass, ledsaget af specialdesignede visuals!

Nausia
Nausia er en københavnsk kvintet, hvis musik trækker tråde til bl.a. krautrock, spirituel jazz og minimalisme. Bandet tegner med de forskellige inspirationer deres helt eget transcenderende musikalske landskab, som både rummer støjende flader og sarte sangbare melodier. ‘

I slutningen af 2020 udgav Nausia debutalbummet ”Prince Kiosk” både digitalt og som vinyl. Albummet modtog positiv omtale i både ind- og udland, og resulterede desuden i en DMA Jazz nominering som “Årets Nye Navn”. Om Pladen skrev TS. Høeg (freejazzpioner, forfatter mm.) i Jazzspecial bl.a.:

“Nausia kaster sig både modigt og prøvende udi et selvbestaltet krautjazzet univers med påkaldelse af ambiente eller repetitive minimalisme, der langsomt fanget en heftig strøm af progressiv eller no wave energi, der så letter trykket til vejrs, inden tyngdeloven får bragt dem tilbage til udgangspunktet.”

Nausia har lige indspillet deres andet album og har netop udsendt første single til det kommende album.

Til denne koncert har Laurits Schmidt Eriksen lavet specialdesignede visuals til hvert enkelt af numrene fra det kommende album. Nausia håber meget at du vil give dig hen til en stærk helhedsoplevelse i deres lydunivers.

….

Smag På Dig Selv
Smag På Dig Selv er et vildskabeligt live-band og et brændende mantra fra Christianshavn – berygtet for at besætte dansegulvet og tvinge ethvert ego til overgivelse med dansuenza.
Med to saxofoner og slagtøj koger SPDS en balstyrisk suppe. Det smager lidt af techno, lidt af punk, lidt af jazz, lidt af drum’n’bass, men mest af alt smager bandet af sig selv.
De seneste fire år har de spillet landet tyndt og lavet diverse europæiske afstikkere. Her har et bredt publikum, sammen med bandet, ladet sig rive med af energiniveauet, ved balstyriske koncerter, der inddrager alt fra skrig og poesi til trafikkegler og iskølebokse på scenen.
I september 2020 medvirkede bandet på Christiania-albummet ‘Stik dem en plade!’ og i november 2020 debuterede bandet med deres første egne udgivelse ‘Dunkelkraft’, som de nu har i sinde at fejre!

07.07 Kl. 21.00 / Dør Kl. 20.00
Nausia + Smag På Dig Selv
Xenon