koncert i gården

Om Huset

Det gamle hus i Magstræde

I Magstræde ligger en gammel pakhusbygning i 4 etager, som er fuldt af hektisk aktivitet. Man kan kalde os en slags vertikal festivalplads, hvor der hver eneste uge er gang i op til fem scener.

Der er altid folk der kommer og går. De hænger ud i brætspilscaféen eller i den hyggelige gårdhave, er på vej til koncert, øver med deres teatergruppe eller skal en tur i biografen klædt ud i indforståede kostumer.

Huset i Magstræde (eller bare Huset, som det kaldes i dag) har været kulturhus i 50 år, siden kunstnere og hippier i 1970 flyttede ind for at skabe et nyt og bedre samfund med kunst og kultur som aktivistisk rambuk.

Siden har Huset været arnested for markante kulturpersonligeheder og vigtige politiske strømninger.

I dag lever den gamle Magstræde-ånd videre. Huset handler om at skabe fællesskaber omkring kreative, skæve og alternative kulturoplevelser, man ikke finder andre steder i byen. 

Velkommen!


xenon

Program: Musik, film, scenekunst, ord, brætspil…


I Huset finder du en mangfoldighed af kulturoplevelser fra kultfilm, koncerter og teaterforestillinger til burlesque, comedy, litteraturoplæsninger, rollespil, talks og debatter – og meget mere. 

For nemheds skyld arbejder vi med 5 kategorier: musik, film, scenekunst, ord og spil. Men i praksis ligger mange events i krydsfeltet mellem forskellige genrer.

En af fordelene ved at samle kunst og kultur på ét sted er, at folk møder hinanden, får gode ideer og skaber noget nyt sammen.

Før i tiden har kunstformerne været knyttet til den enkelte scene. Der var altid musik i musikcaféen og teater i Teaterhuset. Nu arbejder vi dog med at bruge Husets venues mere frit. Vi krydser genrer og leger med hybrider. Og vi skaber de bedste rammer omkring hvert enkelt event med de mange forskelligartede faciliteter vi har.

Læs mere om venues.

Læs om vores nye eksperimenterende venue, Xenon.


Vores partnere


Huset arbejder ud fra en samskabelsesmodel, hvor vi yder professionelle rammer for en række samarbejdspartnere, der kommer ind og laver kultur på daglig, ugentlig, månedlig basis.

Samarbejderne veksler fra enkelte arrangementer til hele festivaler og forpagtninger af lokaler i Huset. De faste samarbejdspartnere er:

Bastard Café – Brætspil, kaffe og hygge

Foreningen Teaterhuset

Musikcaféen

Husets Biograf

Spisehuset

Paradise Jazz

Samlingspunktet Indre By

Zulu Comedy Festival

Copenhagen Pride

Cph Jazz festival

Men udover disse samarbejder vi også med en lang række mindre foreninger, såsom Stand-up med Red Barnet Ungdom, CopenOpen Poetry Slam, Klub Kurz, Kabaret Kopenhagen, Silent Events DK, Uniradioen, Lystløgneraften, Underskoven, Litteratursalon Esther, Friktion, SEIN, ARTEM, Noisy Beehive, OVERGRUND, Alive Festival.

Kulturlivet er i konstant bevægelse, og listen ændrer sig derfor med tiden efterhånden som nye tiltag får plads, og gamle ebber ud.

Læs om vores værdier, og hvordan Huset udvælger kulturelle initativer og støtter op om det kulturelle vækstlag.

Læs mere om vores værdigrundlag.


Frivillige


Vi har ikke det samlede overblik over, hvor mange frivillige timer, der bliver lagt i at skabe kultur i Huset – men det er mange.

Huset bygger i høj grad på energien fra frivillige, der hjælper til bag scenen og i barerne, i biografen, i brætspilscaféen og som arrangører af mange af de events, man kan opleve i Huset. Langt de fleste af vores samarbejdspartnere arbejder non-profit, og med et slag på tasken er der omkring 200 frivillige tilknyttet enten Huset eller nogen af vores foreninger.

Vi mener at de frivillige i foreningerne er med til at sikre, at husets program er alsidigt og mangfoldigt. Og vi tror på, at det er vigtigt at give de små arrangører plads til at prøve kræfter med produktion og booking i et stort kulturhus.


frivillighed
Vores dejlige frivillige!

Vil du være frivillig? Så kig her og få en rundvisning!


Tilgængelighed


Huset er åbent for alle. Alle skal føle sig velkomne uanset køn, religion, seksuel orientering, etnicitet og handicap.

Der er mulighed for at komme ind på alle Husets scener med kørestol, og der er toilet med handicapfaciliteter i stuetagen. Kontakt os gerne på forhånd hvis du skal til koncert og er køresolsbruger, så vi kan tage imod dig, da vi benytter vareelevatoren, som kun kan køres af Husets personale.

OBS! Der er desværre ikke elevator til Salon K, som ligger på 1. sal.

Se billeder af Husets lokaler, indgang og parkeringsmuligheder på Godadgang.dk.


velkommen!
Porten ind til Gårdhaven fra Rådhusstræde

 

Kulturhus siden 1970


Huset har eksisteret siden 1970, hvor det blev overdraget af Københavns Kommune til en gruppe af hippier og kunstnere, der under titlen ‘Projekt Hus’ havde ambitioner om at skabe et kulturelt mødested for de unge. Siden har Huset dannet rammen om flere generationers kulturelle strømninger, fra hippier og rødstrømper, over punk og grunge, til i dags quirky nichekulturer i form af brætspil, kultfilm og meget andet.

I dag er Huset en del af kulturklyngen DIT:KBH, som udover Huset består af kulturhusene Union, Onkel Dannys Plads, Basement, Kraftwerket, Kulturhuset Indre By, Villa Kultur og CPH Volunteers, samt det nyåbnede kulturhus Stairway i Vanløse. 

Samarbejdet med de andre kulturhuse i DIT:KBH har givet nye muligheder for drift, udvikling og videndeling. Dette kommer kulturen til gode i kraft af, at kulturhusenes tætte samarbejde sikrer, at foreninger og frivillige aktører får de bedste og mest passende rammer for deres aktiviteter.

Læs mere om Husets historie og 50-års jubilæet.


Få en rundvisning her:



Bliv en del af Huset

Huset er hjem for en masse kreative ildsjæle, frivillige kulturskabere og kulturelle iværksættere. Vil du være med? Læs om hvordan du bliver frivillig eller kom i studiepraktik i Huset.

Eller er du på jagt efter gode lokaler til et arrangement? Så læs om mulighederne for udlejning.